Pioli føler opbakning i Milan

04 maj 2021 10:41:09 CET

Milans træner, Stefano Pioli, føler stadig, at den italienske storklub tror på ham, trods rygter om hans fremtid.

Stefano Pioli har gjort et godt stykke arbejde med Milan i denne sæson, hvor de er tilbage i toppen af Serie A, og længe lignede et hold, der var favorit til det italienske mesterskab.

I den seneste periode har holdet dog været inde i et dyk, hvilket har betydet, at Inter nu i stedet cruiser sikkert afsted mod det italienske mesterskab.

Det har samtidig sat gang i spekulationerne omkring Stefano Piolis fremtid, hvor der spekuleres i en fyreseddel, hvis ikke holdet kommer med i Champions League, men det er ikke noget, Pioli bekymrer sig om.

- Jeg har altid haft opbakning fra klubben og ejerne. Jeg er i en stor klub - derfor er forventningerne også store. Vi tænker kun på de resterende kampe, hvorefter vi vil evaluere. Beslutningerne bliver alligevel først taget til sidst, siger Pioli.

- Jeg tror på, hvad jeg gør og mit arbejde. Jeg går mine egne veje. Vi kommer ikke til at ændre noget baseret på de seneste kampe, slutter han.

Fodbold betting