Zidane: Det er en finale mod Inter

03 november 2020 09:05:09 CET

Real Madrids træner, Zinedine Zidane, er godt klar over, at der ikke er råd til at dumme sig mere i Champions League.

De spanske mestre fra Real Madrid har fået en dårlig start på gruppespillet i Champions League, hvor det kun er blevet til et enkelt point i de første to kampe.

Tirsdag aften står de så overfor den italienske storklub Inter, og klubbens træner, Zinedine Zidane, er godt klar over, at det er en meget vigtig kamp for dem.

- Inter er et godt hold. De er fysisk stærke, og de spiller også god fodbold. Det bliver endnu en svær kamp for os. Det er en finale. Det er tre point, som vi er nødt til at forsøge at hente. Hver eneste kamp er en finale. Det er vi klar over, og vi vil koncentrere os, uden at tænke over, hvad der kan ske fremover, siger Zidane.

Udover Real Madrid og Inter er også Gladbach og Shakhtar Donetsk med i gruppen, og Zidane ved godt, at det kræver noget af hans spillere for at gå videre.

- Madrid-spillerne er nødt til at give alt, for de spiller for denne klub. Vi er i gang med at udvikle et vigtigt hold, der kan vinde ting, slutter træneren.

Se alle Fodbold odds