Klopp vil ikke afkræfte rygter om Thiago

14 september 2020 08:11:53 CET

Liverpools manager, Jürgen Klopp, vil ikke lægge låg på spekulationerne om, at de er interesserede i midtbanespilleren, Thiago.

Der har gennem det meste af sommeren været spekulationer om, at den spanske midtbanespiller, Thiago, kunne være på vej fra Bayern München til Liverpool.

Der har dog ikke rigtig været noget gennembrud i sagen, men hos Liverpool har deres tyske manager, Jürgen Klopp, dog heller ikke gjort noget for at få lagt rygterne ned.

Nu siger manageren så, at han ikke kan afkræfte nogle spekulationer, så længe transfervinduet stadig er åbent, og samtidig sender han også ros afsted mod den spanske midtbanespiller.

- Jeg kan ikke afslutte nogen spekulation, så længe transfervinduet er åbent. Det er dejligt at være kædet sammen med Thiago, men det er alt, jeg kan sige. Han er en god spiller, Liverpool er en stor klub, så det er dejligt, lyder det fra Klopp.

Thiago har kun et enkelt år tilbage af sin kontrakt med Bayern München, så tyskerne skal nok sælge ham i dette transfervindue, hvis de skal tjene penge på ham.

Se alle Fodbold odds