Ceballos regner ikke med fremtid i Real Madrid

30 juni 2020 09:04:07 CET

Den spanske midtbanespiller, Dani Ceballos, forestiller sig ikke, at han vender tilbage til Real Madrid i den kommende sæson.

I denne sæson er Dani Ceballos lejet ud til Arsenal fra Real Madrid, men den spanske midtbanespiller regner ikke selv med, at han vender tilbage til klubben til den kommende sæson.

Ceballos ved heller ikke endnu, om han fortsætter i Arsenal, men han mener i hvert fald ikke, at der er den store udsigt til spilletid hos Real Madrid.

- Den der bestemmer min fremtid, er mig selv. I næste sæson vil jeg spille, og det kommer jeg næppe til i Real Madrid. Jeg må træffe en beslutning om, hvorvidt jeg skal tilbage til Zidane. Han fortalte mig før denne sæson, at det bedste for mig var at tage væk og få erfaring, siger Ceballos.

- Jeg har intet imod Zidane, for han har altid været meget ærlig over for mig. Alle træffer deres egne beslutninger, og de skal respekteres. Betis er en mulighed. Jeg lukker ikke døren for nogle klubber, og jeg afviser heller ikke at fortsætte i Premier League, slutter han.

Den 23-årige midtbanespiller spillede for Real Betis, inden han tog til Real Madrid, og i denne sæson har han spillet 27 kampe for Arsenal.

Se alle Fodbold odds